Man plejer at sige, at den danske middelalder var en periode fra år 1000 til 1536, hvor reformationen blev gennemført. I Danmark begyndte hekseprocesserne først efter reformationen.
Det samme gjorde sig gældende for mange andre europæiske lande (eller i al fald først fra år 1500). Faktisk tager de danske processer først for alvor fart efter 1580, og kulminerer omkring år 1620. I øvrigt var middelalderen slet ikke så mørk endda, men det er en anden historie.
De fleste europæere, der blev henrettet for trolddom, var ældre, fattige kvinder. I Danmark var cirka 90 % af de henrettede kvinder, og dermed 10 % mænd. På europæisk plan var op mod hver fjerde trolddomsdømte dog en mand, og nogle steder som fx i Island og Rusland var der absolut flest mænd blandt de henrettede. Heksejagten var nemlig ikke en jagt på kvinder, men en jagt på trolddom. Og her passede kvinder ofte på beskrivelsen af en trolddomsudøver i de enkelte lande.
Først og fremmest skal det siges, at alle troede på magi i 15-1600-tallet – høj som lav. Og man frygtede helt reelt, at der var nogen, som skadede andre med sort magi. Dernæst er det vigtigt at pointere, at man ikke uden videre kunne starte en proces. Som privat anklager stod du med en stor risiko; tabte du sagen, måtte du selv betale de høje sagsomkostninger. Ligeledes blev du som taber af så ærekrænkende sager automatisk dømt som løgner, hvilket betød, at folk ikke ville have noget med dig at gøre. Flere, der tabte sådanne sager, endte i fattigdom – eller på gaden. Så det var en alvorlig sag at starte sådanne processer, og ikke noget ’man bare gjorde’ for at hævne sig.
Der var stor forskel på, hvordan en dømt ’heks’ blev henrettet.
Nogle steder – som fx i Sverige – blev de halshugget først. I England (og landets kolonier) blev de stranguleret eller hængt. I nogle sydeuropæiske områder blev man brændt ved en pæl – eller stake på engelsk.
I Danmark blev man henrettet vha. stigemetoden. Her blev bålet tændt først, og den dømte spændt til en stige. Dernæst blev stigen vippet ind i bålet. Kun adelige og andre højtstående (eller delvist benådede) i Danmark blev halshugget før bålet, hvilket var en mere ærefuld og human henrettelse. Vi kender dog kun til ganske få af disse sager, og kun én adelig trolddomsdømt: Christence Kruckow, der blev henrettet i 1621.
Forfølgelsen af trolddom i Danmark havde alt med kristendommen at gøre – men meget lidt med kirken som institution.
I de protestantiske lande havde kirken utrolig lidt at gøre med processerne, der oftest blev startet nedefra i samfundet af almindelige mennesker. Som regel var det nabostridigheder, der startede sagerne.
De kirkelige kommissioner og inkvisitioner ses næsten kun i de katolske lande, og her var de noget mere milde i deres domme end hos de protestantiske tilsvarende institutioner.
Til gengæld ser vi i de danske sager af og til præster som karaktervidner for eller mod en anklaget; beskrev præsten den anklagede en god kristen, var der større sandsynlighed for, at anklagen var falsk – og omvendt kunne en negativ udtalelse også påvirke sagen.
Tortur blev, helt generelt, ikke bare anvendt i flæng i 15-1600-tallet. I flere lande –som fx Danmark og England, var det sågar forbudt at torturere tilståelser om trolddom ud af folk, før dødsdommen blev afsagt. Dermed kunne man ikke bare smide en mistænkt på pinebænken til vedkommende tilstod.
Til gengæld indtraf torturen i de danske sager, når dødsdommen var givet. Nu gjaldt det om at få de sidste detaljer frem – som fx navne på de andre medsammensvorne hekse. I Danmark var det dog ikke nok, at en dødsdømt heks udlagde (dvs. gav navnet) på andre – de udlagte skulle også selv igennem retssager, før de kunne dømmes.
I virkeligheden var de katolske lande med inkvisition (Italien, Spanien, Portugal, etc.) relativt milde i deres domme ifm. trolddom. Fx havde Italien kun omkring 500 dødsdomme for trolddom, mod Danmarks 1000 – selvom Italien havde omtrent 13 gange så mange indbyggere som Danmark. I stedet var de protestantiske områder i reglen der, hvor man så de mest intensive forfølgelser.
Nogle katolske områder havde dog også voldsomme forfølgelser, og de sås ofte i de berygtede kædeprocesser, hvor den ene sag tog den anden – ofte pga. store mængder tortur inden domsafsigelse. I nogle af de sydtyske, katolske fyrstedømmer som fx Bamberg blev hundredvis af mennesker henrettet på få år. Det skyldtes dog ofte en personlig indsats fra fyrsten selv, og ikke inkvisitionen.
Domsraten varierer meget fra område til område, men generelt siger man, at der var 100.000 europæere, der blev anklaget for trolddom fra 1450-1750. Heraf blev halvdelen frikendt.
I Danmark var frikendelsesraten på samme niveau, men i England blev fx 75%frikendt. Dermed ikke sagt, at det nødvendigvis var en god oplevelse at blive frikendt, og dernæst returnere til sin hjemegn; det betød trods alt, at man kom hjem til de folk, der ville dømme én til døden i første omgang. Vi ser da også, at nogle bliver frikendt i første omgang, men atter bliver anklaget senere – og anden gang gik de sjældent fri.
Der fandtes flere prøver, der nogle steder blev brugt for at afsløre, om nogen var heks. Den mest berømte er vandprøven.
Ud fra en overbevisning om, at vand ville afvise heksen, fordi hun havde afsværget dåben, lod man den mistænkte kaste i vandet, for at se om han eller hun flød. Når den mistænkte skulle prøves, blev hænder og fødder bundet sammen, og fastgjort til et langt reb, så man kunne hive den uskyldige op igen, inden de druknede. Man døde altså ikke, hvis man sank.
Prøven var meget omstridt i samtiden; den katolske kirke tog afstand fra prøven, men den var populær i fx England og Nordnorge. I Danmark blev den dog ikke brugt – og når den alligevel gjorde, blev udøveren ofte straffet.
I 15-1600-tallet var alle danskere (særligt bønder) ’urtekyndige’; det var man nødt til at være, hvis man var afhængig af naturen for overlevelse under datidens forhold. Alle praktiserede også magi, og brugte den til at ordne hverdagens problemer. Når disse blev for store til, at man selv kunne ordne dem – fx truslen om trolddom fra en ond heks – kunne man gå til de kloge folk. Af samme årsag er det også sjældent dem, der bliver anklaget og dømt for trolddom; man havde jo brug for dem. Nogle historikere anslår, at de faktisk kun udgjorde cirka 10 % af de dømte.
