Fantasy-festival

HEX! er med på årets festival i Esbjerg den 18.-19. september.

Temaet for årets festival er  ”heksen” i fantasylitteraturen, og det gjorde det oplagt for os at indgå som partner.

Derfor er vi med både blandt oplægsholderne, som udstillere og med en af de mange populære stande ved festivalens store messe.

Oplæg: Heksen fra antikken til idag
Søndag kl. 10.30-11.30 i Gildesalen, Den Dansende Dværg.

Blandt de mange spændende oplægsholdere vil museets egen Maria Østerby Elleby være at finde med et oplæg om “Heksen – fra antikken til i dag”.
Mria fortæller historien om heksefiguren og OM, hvordan ”Historien er fyldt med både de gode, de onde og de grusomme, fra Medea i det antikke Grækenland til doktor Faust, der solgte sin sjæl til Djævelen i 1500-tallets Tyskland.”

Samtale: Hekse – i danmarkshistorien og i fantasybøger
Søndag kl. 12.30-13.15 i Merlins Bibliotek.

Maria er også at finde i dialog med forfatter Katrine Skovgaard i sessionen “Hekse – i danmarkshistorien og i fantasybøger”

Paneldebat: Rundt om heksen
Søndag kl. 14.15-15.15 i Gildesalen, Den Dansende Dværg

Og endelig medvirker  Maria Østerby Elleby også i paneldebatten “Rundt om heksen”, hvor hun sammen med lektor Laura Feldt og forfatter Lene Kaaberbøl ser på heksen som både historisk, religiøst og litterært symbol.
I øvrigt bliver debatten styret af museets historiker Louise Hauberg Lindgaard.

Miniudstilling: Modmagi

Louise Hauberg Lindgaard står desuden bag en miniudstilling i bibliotekets forhal omhandlede modmagi.
Udstillingen tager udgangspunkt i Louises forskningstema og giver både eksempler på heksenes frygtede, sorte magi samt den lysere magi, almindelige mennesker brugte for at beskytte sig mod trolddom og andre af hverdagens ulykker.
Udstillingen giver et indblik i den folketro, der ofte inspirerer fantasyuniverset, og i hekseforestillingernes historiske rødder.

Museets stand

Festivalen sætter en ære i at have plads til ”nørderne”, og har man lyst at nørde videre i emnet derhjemme, er museet også repræsenteret med sin egen stand på festivalen, hvor man ud over at kunne købe noget flot merchandise fra museet også vil kunne købe både fagbøger og andre spændende ting med relation til trolddomsuniverset.

Et særligt sortiment vil have forbindelse til udstillingen om modmagi og bl.a. give gæsterne mulighed for at købe deres egne personlige amuletter med unikt sammensatte ingredienser.

Se det fulde program på festivalens hjemmeside.

Ville heksen overføre magi, kunne hun og hendes kumpaner bruge et “voksbarn”, der fungerede som en slags voodoo-dukke. En heks blev udvalgt til at være “gravid” i op til flere måneder, inden voksbarnet skulle “fødes”. Forsøg på at døbe disse voksdukker betød, at det blev indskærpet præsterne, at de skulle sikre sig, at det var rigtige børn, de døbte.