Sådan finder du de historiske kilder til hekseprocesserne i Danmark

Hvilke kilder?

En hekseproces (eller ’trolddomsproces’) var i bund og grund en retssag. Derfor findes de fleste historiske kilder til de danske hekseprocesser i de gamle retsdokumenter, hvor enkelte sagers forløb og udfald står skrevet ned. Men hvor finder man hekseprocesserne i retsdokumenterne, og hvor meget findes der egentligt?

Vi kan allerede nu afsløre, at det ikke er helt så ligetil at grave efter hekseprocesser; først er der udfordringen med at finde de enkelte kilder, og dernæst at læse dem. HEX! er en del af et samarbejde mellem Syddansk Universitet og Universitetet i Bergen om at skabe en database med alle hekseprocesserne i de danske riger. Men indtil den er færdig – og det tager nogle år – er man nødt til at selv at finde sagerne, hvis man vil i gang.

Derfor foreslår vi, at du læser dig godt ind på emnet inden du kaster dig over søgningen efter de historiske kilder – og tager et kursus i gotisk skrifttydning (1600-tallet). Som indledning kan det være fint at tage Rigsarkivets onlinekursus

Det er også vigtigt at vide, at der fortsat er meget, vi ikke ved, og at vi altid har nye forskningsprojekter i gang. Derfor bliver vores viden også løbende opdateret.

Hvordan foregik hekseprocesserne?

En hekseproces begyndte som de fleste andre retssager ”nedefra” Dvs. at man i Danmark – dengang som nu – brugte en privat anklageproces. Man skulle dermed selv rejse en hekseproces mod den, man mistænkte for trolddom. Det gjorde man på sit lokale ting -også kaldet værnetinget. For de fleste danskere var det det samme som herredstinget, men boede man i en by hed det bytinget. Endelig boede nogle på jord, der tilhørte en godsejer med birkeret, og i så fald var godsejerens birketing ens værneting.

Indtil 1576 kunne man blive dømt til døden for trolddom allerede ved værnetinget dvs. i første instans. Herefter blev det bestemt ved lov, at en dom for trolddom også automatisk skulle prøves ved landstinget. Altså en tvungen appel. Ved landstinget blev omtrent halvdelen af de dømte frikendt. Størstedelen af de danske hekseprocesser fandt sted efter 1576, hvilket betød, at de fleste dømte fik deres endelige dom ved landstinget.

Nogle enkelte sager blev også appelleret til kongens retterting – bl.a. sagen mod Maren Spliids fra Ribe.

Fra 1686 blev det lovbestemt, at alle hekseprocesser ikke bare skulle prøves ved landstinget, men også skulle prøves ved den højeste instans – dvs. Højesteret (det tidligere kongens retterting) – før en endelig dom kunne falde. Det var praksis indtil 1693, hvor Anne Palles som den sidste blev dømt til døden for trolddom.

Hvor findes kilderne?

I 1551 blev det påbudt ved lov, at der skulle føres tingbog ved alle retskredse og -instanser i landet. Det burde jo betyde, at man kan finde alle tingbøger fra 1., 2. og 3. instans, og slå op på de enkelte hekseprocesser. Men helt så enkelt er det desværre ikke.

For det første er der spørgsmålet om geografien.

Under hekseprocesserne var de danske riger noget større end i dag. Foruden det nuværende Danmark, bestod kongens riger også – i det meste af perioden – af hertugdømmerne (Slesvig og Holsten), Norge, dele af Sverige (Skåne, Halland og Blekinge), Island og enkelte kolonier.

Kilderne til de områder, der i dag tilhører andre lande, opbevares oftest der.

Når det kommer til det nuværende Danmark, ligger alle de bevarede tingbøger på Rigsarkivet. Heldigvis er langt de fleste indscannet, og findes online.

Men det bringer os til spørgsmålet om kildernes fuldstændighed.

Vi er desværre ikke så heldige, at alle tingbøger er bevaret. Mange er gået tabt gennem tiden, og i flere områder (Fyn, Sjælland og øerne) er der kun bevaret ganske få.

Anderledes ser det ud for det gamle, geografiske område Nørrejylland (det nuværende Jylland fra Ribe og op mod nord til den øverste spids af landet) – især når vi snakker om rettens 2. instans, altså landstinget i Viborg. Herfra kender vi til ganske mange af 1600-tallets sager, og de kan læses online.

Ligeledes har vi også bevaret en del fra kongens retterting og det senere Højesteret.

Desværre har vi ikke bevaret særligt mange tingbøger fra 1. instans, altså værnetinget i form af herreds-, by- og birketing. Dog findes der enkelte tilbage.

Nogle byer har også særligt gode kilder bevaret, som det fx er tilfældet i Ribe.