window.dataLayer = window.dataLayer || []; function gtag() { dataLayer.push(arguments); } gtag('consent', 'default', { ad_storage: 'denied', analytics_storage: 'denied', wait_for_update: 1500, }); gtag('set', 'ads_data_redaction', true); window.dataLayer = window.dataLayer || []; function gtag(){dataLayer.push(arguments);} gtag('js', new Date()); gtag('config', 'G-PCTRMC261B');
Spring til indholdMange steder gemmer bygninger og genstande på hemmelige tegn, der vidner om den heksetro, som eksisterede igennem mange århundreder: de magiske beskyttelsesmærker. Mærkerne er forskellige mønstre, tegn og figurer, som alle skal beskytte mod ”Det Onde” – herunder trolddom.
Mærkerne er en del af et fænomen, som forskere kalder modmagi. Magien opdeltes oprindeligt i hvid og sort magi. Den hvide magi blev brugt til helbredende formål, mens den sorte magi blev brugt til at volde skade f.eks. ved at fremkalde sygdom eller død. Modmagi var idéen om, at man ved hjælp af ”hvid magi” selv kunne holde den ”sorte magi” fra døren.
Ofte trækker mærkerne på kristen symbolik, og i bygninger ses de især ved åbninger og overgange som fx døre, vinduer og ildsteder. De magiske beskyttelsesmærker er blevet indridset eller sat af almindelige mennesker, der ønskede at beskytte sig mod Det Onde.
Andreaskors, latinske kors, Kristusmonogram, indvielseskors, sommerfuglekors, passer-rose, Mikaelkors, Salomons knude, Mariamærker, zig-zag-linje, pentagram og brændemærke.
De magiske beskyttelsesmærker findes på og i mange forskellige slags bygninger. Vi har fundet mærker på bygninger, der er bygget helt op til perioden omkring 2. Verdenskrig. Jo ældre bygningerne er, jo større chance er der dog for at finde noget. Bygningerne fordeler sig som regel i følgende grupper:
HUSE (HERUNDER SLOTTE OG HERREGÅRDE)
Uden på husene findes mærkerne ofte som en del af udsmykningen, gerne i forbindelse med hoveddøren eller porten. Huse fra 15- og 1600-tallet kan også have træknægte, der ofte er sat kors i. Inde i husene findes mærkerne på de steder, man mente var særligt udsatte. Her er køkkenet, bryggers og soveværelse de mest oplagte rum. Placeringen i selve rummet var ofte der, hvor der kunne komme noget uønsket ind, så kig ved vinduer, døre og ildsteder. På/ved loftet er bjælker et oplagt sted. I kældre kan de findes ved/på nedgangen til rummet.
GÅRDE
Uden på gårde findes mærkerne ofte som en del af udsmykningen, gerne i forbindelse med hoveddøren. Inde på gårdene kan der både findes mærker i hovedhus og længer. I hovedhuset vil mærkerne ofte være placeret samme sted som i husene. I længerne (ofte der, hvor man havde kreaturer) vil mærkerne tit være på bjælkerne, indgangspartier og vinduer.
KIRKER
Uden på/for kirken kan du kigge efter murankre – har de mon Andreaskors på? Kig også på stenene omkring vinduer og døre – også dem, der i dag er muret til. Gamle gravsten kan også have mærker indridset eller malet på sig. Inde i kirken kan der være mærker på både vægge og inventar. Desværre er mange af mærkerne med tiden blevet kalket over, så led efter flader uden kalk. Også gamle døre, trapper, prædikestol, orgel, bænke og sågar døbefont kan være prydet med mærker. Hvis der er adgang til overetage, findes mærker ofte på loftsbjælker samt på væggen i trapperummet på vejen derop. Spørg den lokale kirke om lov til at kigge på områder, der ellers ikke er tilgængelige for offentligheden.
Kristusmonogrammet IHS mellem ”Anno” og ”1681” sidder over vores port i Sortebrødregade og beskytter os mod alt ondt.