Podcast

TROLDDOM

Produceret for HEX! Museum of Witch Hunt og Sydvestjyske Museer.

Museumsinspektør Mikkel Kirkedahl Nielsen fra Sydvestjyske Museer vil gerne vide mere om de europæiske hekseforfølgelser.

Derfor har han i en række episoder inviteret Louise Hauberg Lindgaard og Maria Østerby Elleby – to af historikerne bag HEX! Museum of Witch Hunt i Ribe – til at fortælle ham om trolddom og hekseforfølgelser i Europa.

Søg efter TROLDDOM i din yndlings-podcastapp – den er tilgængelig mange steder.

#1 Vejr, sult og frygt

I den første podcast-episode har Mikkel besøg af heksehistorikerne Maria og Louise. Udover at være fantasynørder og store katteelskere har de begge været dybt involveret i arbejdet med at skabe museet “HEX! Museum of Witch Hunt” i Ribe.
I et gammelt knirkende Ribe-hus fra 1580’erne, omgivet af byggelarm, kommer de tre vidt og bredt omkring datidens forhold.

Hvor mange mennesker var det egentlig, der blev dømt og brændt som heks, og hvornår foregik hekseforfølgelserne i Europa?
Selvom der ikke findes meget kildemateriale fra 1450-1750, og der er mange usikkerhedsfaktorer, skønnes det, at der i denne periode blev henrettet mellem 40.000 og 60.000 europæere for trolddom. Omkring dobbelt så mange blev anklaget.

De europæiske hekseforfølgelser kan synes på lang afstand for nutidens danskere, men temaet er endnu aktuelt i en tid, hvor mange mennesker verden over endnu forfølges af forskellige årsager.
Måske kan denne sorte plet i historien lære os, hvordan vi holder op med at frygte og forfølge dem, der er anderledes?
Ribe kan med sine mange trolddomsprocesser betegnes som “heksenes by”, og Danmark lå ikke på den lade side, hvad angår antallet af forfølgelser. Alligevel er det først for nylig at forskerne for alvor har taget fat på denne side af vores historie.

Datidens verdensbillede var anderledes end nutidens, men alligevel var der en forklaring på alt. Der var ikke langt mellem “overtro” og videnskab. Ritualer kunne sikre øllets gæring eller gøre folk forelskede. Kristendommen gennemsyrede samfundet, og folk levede i et retssamfund med love og normer. Reformationen havde delt Europas kristne i protestanter og katolikker. Sideløbende med troen på trolddom og Djævelens indblanding i forskellige ting, var det Gud der bestemte, hvordan alting hænger sammen.
Samtidigt udtænkte genier som Leonardo da Vinci og Isaac Newton nye ideer og opfindelser.
Tiden var præget af uro, vold og død. Sygdom, sult og krige hærgede jævnligt. Den lille istid resulterede i visse år i fejlslagne høster.
Historikeren Wolfgang Behringer har passende brugt titlen “Weather, hunger, fear” (“Vejr, sult, frygt”) i sit værk om årsagerne til de europæiske hekseforfølgelser.

De politiske grænser var meget anderledes end i dag, og de skiftede ofte. Lovene varierede fra egn til egn. Alligevel var der en vis mobilitet, og almindelige mennesker kommunikerede og bevægede sig faktisk relativt meget. 80-90 procent af danskerne boede på landet i mindre landsbyer.

I Danmark fungerede retssystemet nedefra og op, så man blev anklaget og i første omgang dømt lokalt, men efterfølgende kunne få sin sag prøvet ved en højere retsinstans.

Episodens mytedrab handler om kvinden som heks.

Episodens anbefalinger er to forskningsværker:

Til en overordnet indføring i de europæiske hekseprocesser foreslås bogen
“The European Witch-Hunt – 1400-1750″ fra 2016 af Julian Goodare (på forlaget Taylor and Francis).

Vil man have et godt sammenligningsgrundlag mellem danske protestantiske sager og italienske katolske sager, foreslås bogen
“I pagt med Djævelen: Trolddomsforestillinger og trolddomsforfølgelser i Italien og Danmark efter reformationen” fra 2009 af den danske forsker Louise Nyholm Kallestrup (på forlaget Anis).

Medvirkende: Maria Østerby Elleby, Louise Hauberg Lindgaard og Mikkel Kirkedahl Nielsen.

#2 Trolddom i dagligdagen

Mikkel har selskab af heksehistorikerne Louise og Maria. De forsøger at gøre ham klogere på hvordan datidens menneske oplevede verden som værende fuld af magi, og hvordan denne magi kunne bruges til at håndtere udfordringer og kriser.

Datidens folketro var lige så virkelig for folk som kirkens lære. Kirken som institution var udfordret af at datidens magisk-religiøse forestillingsverden viste sig at være et sammensurium af kirkens lære og gamle, traditionelle forestillinger udenfor Kristendommen.

Lykken er noget man kan stjæle eller overflytte. Anne Fejekone fra Vendsyssel blev kendt for at kunne feje lykken fra et sted til et andet. Lykken var dog ikke altid uproblematisk. Du kunne f.eks. være begunstiget med at have særligt held med smørkærneriet, men var din smørlykke for stor, risikerede du at blive mistænkeliggjort for brugen af magi, eller risikere at nogen kom og tog din lykke fra dig. Vi lærer derfor også, hvordan man bruger de såkaldte smørhøns, som i virkeligheden er tordensten. Kvinder, der kærner smør i åer og bække skal man i øvrigt holde et særligt øje med, for heksen kan jo lave smør af vand!

Dagligdagens trolddom involverede en masse forskellige genstande. Tænk bare på kosten! Men også (trold-) spejle kunne vise alting på vrangen, og gryden, som man brugte til den livgivende og af og til velsmagende madlavning kunne også bruges til at lave opkog og salver med  smeltet spædbørnefedt, giftige planter og andre lækre ingredienser.

Ølbrygningen og brødbagningen var også omgærdet af en masse ritualer. Det tynde øl var vigtigt, og datiden havde sin helt egen version af tequila-ormen: Gik man en tur omkring galgebakken kunne man være så heldig at skaffe sig legemsdele fra en tyv – gerne en såkaldt dødehånd. Disse lemmer besad stærke magiske kræfter, så de skulle i øllet for at gøre det så uimodståeligt at ølsalget blev øget.

En af datidens populære konspirationsteorier gik på at heksene var i et hemmeligt, verdensomspændende selskab i ledtog med Djævelen. Man forestillede sig at de mødtes til sabbatter og lavede onde ting, og gemte sig ellers blandt almindelige mennesker. 

Vi kommer også til at høre om kraftoverførsel og kålstokke. Der er næsten ikke den ting, der ikke har magiske egenskaber: Rød koral skulle kunne afværge onde ting. Det ses endnu på adeliges portrætmalerier. Diamanter holder også trolddom væk, rav kan holde dårligdomme væk og dyr indeholder mystiske sten: Edderkoppesten fra korsedderkoppen, Tudsesten, Bezoarstenen, som findes i maven på geder, og kan anvendes i en amulet om halsen. I nødstilfælde skulle bezoarstenen indtages for at modvirke gift. Giften skulle i øvrigt kunne spores ved hjælp af en hajtand, så disse genstande sås ofte som sæt.

Verden er i øvrigt også beboet af utallige magiske væsner med særlige kræfter. I kender dem godt: Enhjørninge, havuhyrer, trolde, havfruer, ellefolk, søslanger, varulve, skiftinge, feer, nisser og mange flere. Den hekseanklagede Ane Kruse på Falster bekræfter disse væsners eksistens, for hun kunne fortælle om at hun var til fest hos ellekongen.

For at beskytte sig selv kunne man gemme ondtafværgende genstande i eller under huset. Vi hører om Hekseflasker fyldt med personligt indhold og søm, som kunne tiltrække onde besværgelser eller hekse, som derved blev spiddet på sømmet. I Danmark var det overvejende jydepotter, man fandt gemt ved døre og vinduer. Både datidens sagsakter og senere arkæologiske fund vidner om krukker med knogler og hugorme – endog hele dyr blev brugt som bygningsofre.

Livet var gennemsyret af magi. Hvis landbefolkningen ville sikre sig at høsten kom i hus, kunne man også tage magi i brug. Særligt påpasselige måtte man være i helligdagene og de kristne højtider. I den forbindelse får vi opskriften på Nikålssuppe og finder ud af, hvorfor man ikke må frisere sit hår på Langfredag.

Episodens mytedrab handler om heksen som “Den kloge kone”.

I episodens anbefalinger er bogen Heksejægeren på Rugård: De sidste trolddomsprocesser i Jylland 1685-87 af Gustav Henningsen, Skippershoved 1991. Den giver en god skildring af lykkebegrebet og hvad folk har troet på, ligesom man kan læse meget mere om Anne Sørensdatters sag.

Bogen Historisk Efterretning om de i Ribe Bye for Hexerie forfulgte og brændte Mennesker, David Grønlund, (1780) Genudgivet ved Kirsten Agerbæk og Historisk Samfund for Ribe Amt, 1973.

Louise anbefaler også Evald Tang Kristensens indsamling af gamle danske folkesagn. Værket findes i en nyere udgivelse i otte bind: Evald Tang Kristensen, Danske Sagn, Nyt Nordisk Forlag, 1980.

Medvirkende: Mikkel Kirkedahl Nielsen, Maria Østerby Elleby og Louise Hauberg Lindgaard

 

#3 Den magiske kirke

Kirken var landsbyens vigtigste forsamlingssted. Det var her man hørte Guds ord – nogle gange varede det hele seks timer. Men meget andet foregik også her. Det var ikke alt, der foregik efter bogen. Det ved vi fra de bøder og straffe, der er blevet givet for foreteelserne. I den mildere ende blev der langet bøder ud til dem, der spillede kort, snorksov eller drak øl i kirken.

Kirken var også det bedste sted at få nyt fra nær og fjern. Nogle gange var det at møde frem i kirken nærmest som når vi i dag lige tjekker Facebook for opdateringer. Det var her at præsten fra prædikestolen for eksempel kunne efterlyse Niels’ stjålne ko eller lensmandens purpurrøde siddepude. Det var også i kirken at periodens mange nye love blev læst op.

Dåb, bryllupper og begravelser foregik naturligvis også her. De få mennesker, der ikke mødte op i kirken, fik hurtigt et dårligt ry, og mange af dem kan findes i trolddomssagerne. Og ofte var det nødvendigt at sætte hårdt mod hårdt, når uregerlige bysbørn skulle opdrages. Det havde store omkostninger at være udenfor fællesskabet.

Med Reformationen 1536 sker et teologisk skifte, og prædikenerne bliver nu dansksprogede og der indføres salmer. Lige pludselig kom der danske ord på kirkernes mange kalkmalerier. Kalkmalerierne var befolket med mange djævle, som det nu blev lettere at få øje på.

Men der var et problem! Heksene, Djævelens håndlangere, var tiltrukket af Kristendommen og kirken. Heksene kunne jo tage alt det gode kristne og vende til noget ondt. Det var blandt andet populært at smugle alterbrød og altervin eller kirkebly og helligt vand ud for at benytte det til både gode og onde formål.

Som det mest hellige sted i landsbyen var kirken beskyttet af en stærk magisk kraft. Kunne man trække denne kraft med sig hjem, kunne man måske skræmme den onde trolddom, der lurede bag hvert et hjørne, ude. Det var derfor ikke ualmindeligt at tage stykker af kirken med sig hjem, eller lægge sider af Bibelen rundt om huset som et værn mod ond magi.

Voksbørn var en slags voodoo-dukker, man kunne bruge til at overføre magi igennem. Gennem overførselsmagi blev der skabt et lille billede af den person, man ønskede at skade. At lave et voksbarn var et langvarigt projekt for en hekserude. En heks blev udvalgt til at være “gravid” i op til flere måneder, hvor hun skulle bære voksdukken, inden den skulle “fødes”. Forsøg på at døbe disse voksdukker betød at det blev indskærpet præsterne at de sikrede sig at det var rigtige børn, de døbte. Men måske man alligevel kunne overtale en præst til sådan en dåb ved midnatstid? Måske præsten fra Lønne, Jens Hansen Rusk, som i hvert fald var kendt for at sælge amuletter. I hvert fald blev han brændt på bålet i Ribe i 1611 for bl.a. at have døbt et voksbarn.

Vi finder også ud af, hvorfor den nystartede præst på Sjælland, der, som følge af sin første prædiken, endte med at blive brændt. Og hvorfor Kirsten Lauridsdatter tissede i døbefonten i kirken i Køge.

Ord har magt. Men hvad betyder alle de mærker og graffitien, man finder i de danske kirker? Beskytter kirken dit navn, eller dit skib, hvis du ridser det i kirkens mur? Betyder det noget ekstra særligt, når du skriver noget ned? Og hvad med Bibelen? Kastede man sig ud i at lave en trylleformular, ville den få ekstra kraft, hvis man forsynede den med kristne symboler som f.eks. kors.

Salt og kirkegårdsjord er også magiske substanser. Men hvor saltet kan afværge ond magi, bruges kirkegårdsjorden primært til ond magi.

Husk også at medbringe et hønnike-æg i lommen, når du går i kirke i påsken. For stiller du dig med det ved alteret, vil du kunne spotte de hekse, der har sneget sig ind i kirken. Og de er lette at få øje på – de har nemlig jern, sakse elle stegepander på hovedet …

Episodens mytedrab handler om, hvorvidt magi og kristendom er modsætninger.

Episodens anbefalinger er mildest talt i hver sin boldgade:
Maria anbefaler at se Netflix-serien “Chilling Adventures of Sabrina”, som er en ny-adaption af den gamle tv-serie “Sabrina – Skolens heks”, og en vældig morsom skildring af den teologiske forståelse af, hvad trolddom og djævletilbedelse var.
Louise går mere traditionelt til værks, og anbefaler bogen “Djævletro og folkemagi. Trolddomsforfølgelse i 1500- og 1600tallets Vestjylland”, der er skrevet af Kim Tørnsø og udgivet på Aarhus Universitetsforlag, 1986. Den handler om trolddomsforfølgelser i Vestjylland, og heri kan man bl.a. læse mere om voksbørnene og den omtalte præst, der blev brændt i 1611.

Medvirkende: Maria Østerby Elleby, Louise Hauberg Lindgaard og Mikkel Kirkedahl Nielsen.

#4 Heksejægerne

I denne episode kommer vi ind på, hvilke forskelle, der var på de katolske og de protestantiske måder at forfølge trolddom på. Til at begynde med, skal vi lige have styr på, hvad de der inkvisitioner var for noget.

Maria tager os med til Baskerlandet, hvor en anden Maria var selverklæret heks, og kunne udpege flere andre. Hør, hvordan det gik, da hendes sag blev taget under kærlig behandling af den spanske inkvisitor Salazar. Den sag står i stærk kontrast til sagen om Ribekvinden Gertrud Povels, som var kommet til at råbe forbandelser efter en ung pige.
Protestanterne mod nord opererede med et verdsligt retssystem, mens trolddomssager i de katolske lande længere sydpå blev behandlet i det gejstlige retssystem. Det førstnævnte system byggede på anklager, mens det andet var opsøgende og undersøgende. I det verdslige retssystem kunne almindelige folk fremsætte anklager, mens inkvisitionernes sager var påbegyndt oppefra i systemet af lærde, veluddannede mennesker (måske på rygter fra almindelige mennesker).

Inkvisitionen er en bred størrelse. Det var ikke, som nogen måske har en opfattelse af, et samlet retsforfølgelsesorgan, men lokalt nedsatte kommissioner. Inkvisitionens primære formål var at opsøge kættere – frafaldne – fra den rette tro med formålet at få dem tilbage i troen.

Vi lærer også heksefinderne Matthew Hopkins og John Stern fra England at kende. De var særdeles ivrige efter at finde og udpege hekse. Metoderne til at skaffe indrømmelser var talrige. Man kunne prikke med nåle for at finde ufølsomme områder, man kunne berøve de anklagede deres søvn, man kunne lede efter heksevorter (som ikke er hæmorider), kigge efter djævlemærker, og forsøge sig med den gode gamle vandprøve. Meget af dette blev ikke opfattet som tortur, da man allerede i datiden diskuterede værdien af vidneudsagn og indrømmelser fremkommet gennem tortur.

Vi hører også om kædeprocesser, og kommer forbi krasse eksempler fra Tyskland. Her lærer vi også, at ét heksefængsel blev så snedigt indrettet, at de andre indsatte kunne høre skrigene fra forhørskammeret. Arkitekttegningerne findes endnu.

Episodens mytedrab spørger om kirken virkelig smed kvinderne på bålet og om inkvisitionen virkelig var så grum og brutal.

I afsnittet med anbefalinger fremhæver Louise den danske historiker Louise Kallestrups bog ”Agents of Witchcraft in Early Modern Italy and Denmark” fra forlaget Palgrave Macmillan (2015), som gennem eksempler tydeliggør forskellen på de to europæiske tilgange til trolddomssagerne. Maria anbefaler den danske forsker Gustav Henningsens ”Heksenes advokat – historiens største hekseproces” fra forlaget Delta (1981), som handler meget om den spanske inkvisition og inkvisitoren Salazar.

Medvirkende: Louise Hauberg Lindgaard, Maria Østerby Elleby og Mikkel Kirkedahl Nielsen.

#5 Heksemøder

Mikkel har atter besøg af heksehistorikerne Louise og Maria. Denne gang snakker de om datidens folkelige og akademiske forestillinger om, hvad hekse lavede, når de mødtes.

Hvad er en hekserude?
Og hvad er en heksesabbat?
Mødtes heksene virkelig på Bloksbjerg?
Kan de kærne smør af vandet i bækken?

Heksen på Sankt Hans-bålet har ikke meget med fortidens hekseafbrændinger at gøre, selvom heksene var kendt for at være aktive på mærkedage som Valborgsaften og ved tiden omkring Sankt Hans. Helligkilder og urter forekom mere virksomme omkring Sankt Hans.
Jødiske begreber og symboler blev også brugt negativt i forbindelse med hekseforfølgelsen. Herfra kender vi f.eks. heksesabbat og den djævelske synagoge, ligesom heksen ofte ses med en Davidsstjerne på samtidige afbildninger.

Når heksene fløj til Bloksbjerg, kunne det foregå på lidt af hvert. En kost, en bryggerspade, et barn eller meget mere. Vigtigt var det på forhånd at have fremstillet noget flyvesalve, og det var ikke artige ingredienser, der skulle til: Fedt fra spædbørn, Alrunerødder, Pigæbler og måske lidt tudsegift kunne indgå i opskriften.

Kan man afsløre en heks ved at salte maden? Heksene kunne besegle deres pagt med Djævelen ved at kysse ham bagi. Martin del Rio beskrev i sin bog, hvordan heksesabbatterne foregik. Det var sjove fester, hvor den ikke fik for lidt med dårlig mad, sex og vild dans og musik. Måske optrådte Djævelen selv med violin.

Var man så heldig at have skaffet sig en hånd fra en henrettet tyv, kunne man fremstille en dødehånd, og bruge den til at gå på uset på besøg i andre hjem. Som modværge kunne man smøre sine dørkarme med mælk eller katte-urin.

I Ribe blev Niels Holdensen anklaget for at have været heksenes trommeslager, og skulle have brugt rævehaler til at slå på en glastromme med. Ordet hekserude har en militær oprindelse og betyder derfor egentlig en deling hekse. Har man set mange militærfilm, ved man at grupper af soldater bedst marcherer til en trommeslager i front. Ved hekseforsamlinger er der næsten altid en trommeslager, og denne er stort set altid en mand.

I Danmark mødtes heksene ofte med Djævelen på kirkegården. Seksuelt samvær med Djævelen fylder dog ikke så meget i de danske sager, som andre steder i Europa.
Der er til gengæld mange kilder, hvor anklagede tilstår at have haft små dyr som hjælpedjævle, der henter mjød og andre drikke til dem.

Heinrich Kramer (c. 1430 – 1505) var pavelig inkvisitor og skrev værket “Heksehammeren”. Han samlede heri en manual for hvordan man fandt, forfulgte, torturerede og henrettede hekse. Kramer var voldsomt optaget af det seksuelle. Han argumenterede blandt andet for at hekse stjal mænds penisser og holdt dem i bure som små dyr.

Heksesabbatten var også stedet, hvor man gik i mesterlære. Måske havde man det allerede i blodet, men det skulle indlæres først.
I Ribe blev Ingeborg Harchis i 1610 anklaget og dømt efter at have haft et rygte siddende på sig i flere årtier. Hun tilstod inden sin straf at også hendes datter var i ledtog med hende.

I en sag om kvaksalveri fra begyndelsen af 1700-tallet hed det da også, at Ribe var stedet, hvor heksene uddannede sig. Men der fandtes også hekseskoler andre steder, og heksesabbatter foregik mange steder rundt omkring. Datidens dæmonologer i Europa var dog vældigt uenige om snart sagt alle forhold omkring heksesabbatter.

Episodens mytedrab handler om heksens transportmiddel – kosten, og den tro følgesvend, den sorte kat.

I episodens anbefalinger går Louise direkte til kilderne. Louise anbefaler at man læser “Heksehammeren” (Malleus Maleficarum) fra 1486. Bogen var en guide til forfølgelse af hekse, og er fuld af saftige detaljer og vilde udsagn. Desværre findes den ikke i dansk oversættelse, men er nem at finde. (Et eksempel på en af de engelske udgaver: Institoris, Henricus: The Malleus Maleficarum of Heinrich Kramer and James Sprenger, New York, Dover, 1971.) Et ganske kort uddrag er oversat til dansk af Harald Voetmann Christiansen i tidsskriftet Ildfisken 35/36 fra 2006.
Maria har sat gang i popcornene og anbefaler den danske filminstruktør Benjamin Christensens svenske film “Heksen” fra 1922. Selvom stumfilmen går hårdt til kirken og inkvisitionen, viser den meget fint noget om de forestillinger, man havde om djævletro og hvad, der foregik under heksenes sabbatter.

Medvirkende: Mikkel Kirkedahl Nielsen, Maria Østerby Elleby og Louise Hauberg Lindgaard

#6 Modmagi

Mikkel har besøg af historiker Louise Hauberg Lindgaard. I den her episode kommer vi til at støde på en masse symboler og tegn. Det er nemlig Louises favoritting, når det kommer til fysisk trolddomshistorie. De er af og til blevet kaldt heksemærker, men det er en ret uheldig betegnelse, idet de ikke er sat af heksene eller Djævelen, men derimod som en modforanstaltning. Louise kalder dem magiske beskyttelsesmærker.

Mærkerne kan findes overalt. På kirker, på huse og andre bygninger, og på genstande. De kan skæres, ridses, males eller brændes. Der var nemlig nok at være bange for i 15-1600-tallet, og for at holde det trolddommen og onde stangen, måtte man ty til modmagi. Noget af denne hvide magi kunne findes i form af symboler og tegn.

Det onde kunne tage mange forskellige skikkelser. Maleren Frans Francken (d. yngre, 1581-1642) afbildede en række heksesabatter, hvor man kan se, hvad datidens mennesker frygtede. Dødehænder, kogte spædbørn og hekse, der fløj op gennem skorstenen er blot nogle få af de mange grumme elementer på maleriet Heksens køkken. Her ses også at åbninger som døre og skorstene var særligt udsatte, så her måtte man anvende modmagi.

I de jyske hekseprocesser var det dog ikke djævlebesættelse eller andre af de ting, der skildres på Franckens maleri, som man anklagede hinanden for. Derimod fyldte beskyldningerne om at have forvoldt mennesker sygdom eller død rigtigt meget, ligesom også dyrs sygdom eller dårlig øl, mælk og smør optræder hyppigt. Derfor finder man ofte mærker i staldene.

Mærkerne knytter sig ikke kun til 15-1600-tallet. Langt op i 1800-tallet var det helt naturligt for både bønder og borgere at indarbejde magiske beskyttelsesmærker i sin ejendom.

Forskellige former for kors udgør en stor gruppe af de magiske beskyttelsesmærker. Men kors er ikke bare kors – der findes omkring 30 grundformer: Latinske kors, Andreaskors, Johanneskors, Viekors, Hagekors og patriarkalkors er blot nogle varianter. Men Kristendommen bidrog også med bl.a. Kristusmonogrammer og Marias fred. Og der var rigtigt mange symboler! Man kunne f.eks. lave ildmærker. Lange riller og huller i kirkesten tyder på at der er blevet indsamlet beskyttende og helligt smuld fra kirken, og hesteskoen af jern kunne holde troldtøj og hekse væk. Også passerosen, bogstaver og pentagrammer var udbredte mærker mod trolddom.

Husk at I gerne må hjælpe Louise med at få flere mærker frem i lyset. Gå ind og få mere at vide om, hvordan du bidrager på undersiden “hjælp Hex!” på museets hjemmeside, hexmuseum.dk – linket finder I herunder.

Episodens mytedrab spørger om magi var noget eksklusivt eller lavede alle magi? Hvad siger den udbredte brug af mærker om dette?

Episodens anbefalinger

Louise har denne gang en ordentlig stak anbefalinger. Tre bøger og også et par tips til sociale medier:

Magical House Protection: The Archaeology of Counter-Witchcraft af Brian Hoggard. Er udkommet på forlaget Berghahn Books i 2021.

Medieval Graffiti – The Lost Voices of England’s Churches af Matthew Champion. Bogen er udkommet på forlaget Ebury Publishing i 2015.

Physical Evidence for Ritual Acts, Sorcery and Witchcraft in Christian Britain – A Feeling for Magic. Bogen er udkommet på forlaget Palgrave-Macmillan i 2016.

Louise anbefaler interesserede at følge gruppen
“Ritual protection marks and ritual practices” på Facebook:
https://www.facebook.com/RitualProtectionMarks/

Og man kan også få meget ud af at følge Brian Hoggard på Twitter: https://twitter.com/folkmagicman

Links i øvrigt:

Franck Franckens maleri Heksenes Køkken: https://commons.wikimedia.org/wiki/File:Frans_Francken_d._J._006.jpg.
Motivet kendes i flere versioner fra Franckens hånd, og denne udgave befinder sig på Kunsthistorisches Museum i Wien.

Hjælp Hex! (Og Louise) her: https://hexmuseum.dk/hjaelphex/

Databasen over gamle fredede bygninger: https://www.kulturarv.dk/fbb

Medvirkende: Mikkel Kirkedahl Nielsen og Louise Hauberg Lindgaard.